Uddrag fra artikel skrevet af Lars Skipper.
Samtlige danske hvirveldyr har et dansk navn. Det vil sige pattedyr, fugle, krybdyr og padder samt fisk. Tæt på alle planter (karplanter og mosser) har ligeledes et dansk navn. Svampene er en meget artsrig og mangfoldig artsgruppe, og der bliver føjet nye arter til den danske liste i et imponerende tempo. Der bliver imidlertid taget vældig godt hånd om denne artsgruppe, også hvad angår navngivning, og tæt ved halvdelen af arterne har et dansk navn.
Omkring en fjerdedel af de hvirvelløse dyr har et dansk navn, men der er meget store forskelle de enkelte grupper imellem. Flere mindre insektgrupper er helt eller næsten komplet forsynet med danske navne, såsom guldsmede, græshopper, bier, myrer og svirrefluer. Omvendt har kun fire arter et dansk navn i den artsrigeste familie, Darwinhvepsene, med over 1.600 kendte danske arter!
Blandt de øvrige hvirvelløse dyr er det primært nogle få artsfattige grupper, der relativt set er velforsynede med danske navne, f.eks. ribbegopler og mejere. Der er med andre ord masser at komme efter. Blandt algerne er de marine makroalger, dem vi normalt kalder tang, velforsynet med danske navne, men bortset fra disse samt kransnålalger har stort set ingen alger dansk navn.
Læs Lars Skipper’s artikel om danske navne på danske organismer i Magasinet Naturen nr. 4.