Magasinet Naturen

Knælere i Danmark 

Den stivbenede, stillestående og eksotiske knæler kender vi vel alle fra ture i Middelhavsområdet, hvor flere arter holder til. Den største og mest fascinerede art er europæisk knæler Mantis religiosa, som både kan sidde i vegetationen og på husmure på jagt efter byttedyr. Nu er der gjort en del fund af denne art i Danmark gennem de sidste par år. 
Portræt af en knæler. Foto: Morten Top.
Portræt af en knæler. Foto: Morten Top.

Uddrag fra artikel skrevet af Morten Top.

Den første europæiske knæler 

Mange andre arter end sommerfugle er flyttet ind eller blevet mere talrige. Hos fiskene kan man nævne havbars eller tun, og hos fuglene lige omkring min bolig er antallet af traner og ravne eksploderet de sidste 15 år. Nye pattedyr som guldsjakal, mårhund, vildsvin og ulv flytter ind i Jylland primært og skaber problemer for os mennesker. 

Insektverdenen er min verden, og jeg holder øje med, hvad der sker. Når der er rygter om, at et så spektakulært dyr som at den europæiske knæler bliver set i Danmark, så spidser jeg ører. Der blev fundet en knæler ved Fredericia d. 18. nov. 2022, og jeg tænkte, at den måtte være kommet hertil som indført – måske siddende i eller på et vogntog fra Mellemeuropa eller lignende, hvilket måske kunne været rigtigt. Der har været en del snak på Facebook om, hvor langt en knæler rent faktisk kan flyve. Flere mente ikke, at det var muligt for en knæler at flyve over Østersøen – den flyver ikke så godt, og for hunnens vedkommende er det er tungt insekt. Knælere ses ofte kun flyve kortere afstande 50-100 m for at skifte til et andet jagtrevir, eller fordi den var blevet forstyrret. Nedenstående fund beviser vel, at knælere godt kan flyve over længere afstande – især hvis vinden er med dem.

Bornholmsk knæler
Bornholmsk knæler. Foto: Morten Top

2024 – et knælerår 

I 2023 var der, så vidt jeg ved, ingen fund i Danmark, og drømmen om knælere i den vilde, danske natur led et knæk. Men så her i 2024 skal jeg da love for, at der blevet observeret knælere flere steder i landet – og i vore nabolande. 

I perioden 20/8 – 15/10 blev der observeret hele 8 forskellige knælere på Bornholm alene. Alle var europæisk knæler og alle hunner. Der har været fotodokumentation, og flere af dyrene er blevet indleveret til NaturBornholm, hvor naturvejleder Kenneth Nielsen har taget imod knælerne. Det interessante er, at knælerne er fundet mange forskellige steder på øen – Rønne, Knudsker, Allinge, Aakirkeby, Klemensker, Østermarie. De spredte fund kunne tyde på, at der ikke er tale om undslupne knælere fra en uforsigtig terrarieholder. De spredte fund tyder heller ikke på, at der er tale om, at knælerne er introduceret til øen via en fragtmand eller en turist eller en bornholmer, der har haft blinde passagerer med hjem i kufferten efter 14 dage på Kreta. 

iNaturalist 

Jeg var nødt til at se, om dette var en tendens i resten af Danmark og i vore nabolande. Hjemmesiden iNaturalist giver et glimrende overblik – selvom der selvfølgelig kun er de observationer med, som brugerne sætter ind. Der var f.eks. ikke registreret nogle af fundene fra Bornholm. Men de fund, der var afmærket, viste med al tydelighed, at der har været træk af europæisk knæler fra syd mod nord i august og september i 2024. I Danmark var der et fund i Hedensted i Østjylland fra d 30. aug. Dette fund er tæt på at være det nordligste fund nogensinde af europæisk knæler. Der var også et fund på Fyn, Bogense. 

Læs Morten Tops artikel om knælere i Danmark i Magasinet Naturen nr. 2.

Vil du læse mere? Artiklen i dens fulde længde kan læses i Magasinet Naturen.