Uddrag fra artikel skrevet af Peter Østrin.
Finhvalen er en bardehval, hvor tænder er erstattet af barder, der er hornagtige lameller, hvis trevlede bagkanter tilbageholder byttet under fouragering. Den er maksimalt 24 meter lang på den nordlige halvkugle og hunnerne er lidt større end hannerne. Gennemsnitsvægten er 40-50 ton, mens finhvalerne ved Antarktis er op til 27 meter lange med en vægt på 70-80 ton.
I modsætning til alle andre hvaler har finhvalen asymmetrisk farvetegning, idet højre side af underkæben er hvid, mens venstre side er sort, hvilket også gælder barderne, hvor den forreste tredjedel på højre side er hvide, mens resten er sorte. Samtidig har den nogle lyse ”chevrons” (fransk for befalingsmandsvinkler) og ”blazes” (ammeagtige mønstre) i grå nuancer på højre side af hovedet.
Ifølge dele af videnskaben er formålet med den asymmetriske farvetegning aldrig blevet tilfredsstillende forklaret, men der findes en god hvalfangerforklaring, som jeg har fået bekræftet ved feltobservationer i Danmarkstrædet.
Feltobservationer
Den sidste feltobservation kom fra en dansk ubåd der var i gang med en angrebsøvelse i ydre Skagerrak, hvor den neddykket simulerede torpedoangreb mod at andet krigsskib. Under angrebet opfangede ubådens hydrofoner pludselig en ukendt lyd, som blev rapporteret som ”man made” altså menneskeskabt, hvilket kunne betyde, at en ukendt fremmed ubåd var i nabolaget, og ubådschefen a rød derfor angrebet e er doktrinen. Da ubåden vendte tilbage til basen, blev lydoptagelsen sendt til ekspertvurdering, sandsynligvis hos US Navy, der har verdens største arkiv med hvallydsoptagelser. Svaret var ” n whale”, hvilket nok gav lidt røde ører under kasketterne, men gjorte samtidig ubådsfolkene opmærksomme på, at der var noget, de ikke vidste nok om og satte en yngre ubådso cer på opgaven. Han fandt frem til min artikel i Naturens Verden ”Hvalerne på afgrundens rand”, hvor jeg beskrev resultaterne af den første kortlægning af hvaler og del ner i ydre danske farvande året rundt, og han kontaktede mig og foreslog et uklassi ceret – altså ikke hemmeligt – samarbejde. Dette resulterede i en hvalhåndbog på en CD med udbredelseskort baseret på mine data, Nordsømuseets hvaltegninger suppleret med lydoptagelser fra US Navy.
Da jeg senere hørte ubådens lydoptagelse, konstaterede jeg, at jeg ville have draget samme konklusion under samme omstændigheder, da det virkelig lød som en gammel spand af en dieselubåd, der luskede afsted i periskopdybde med snorklen oppe, så dieselmotorerne kan få luft.
Læs Peter Østrin’s artikel om havet greyhound på fransk visit i Magasinet Naturen nr. 4.