Magasinet Naturen

Dværgmusen – Danmarks mindste gnaver

I starten af august opdagede Mette Alkjær fra Fugleværnsfondens frivillige arbejdsgruppe, fem-seks unge dværgmus tæt ved stien, der løber langs Dumpedalsrenden i Vaserne. De små mus klatrede ivrigt rundt i toppen af mjødurt og andre urter, på jagt efter modne frugter. Musene var meget lidt sky og derfor nemme at fotografere, og Mette lagde samme dag et par fine billeder af de charmerende mus på Facebooksiden ”Vaserne Naturområde”. Allerede dagen efter valfartede naturfotografer fra nær og fjern til området, og i de næste tre uger var musene i den grad linselus.
Foto: Hilmer Kampsø-Jensen
Foto: Hilmer Kampsø-Jensen

Uddrag fra artikel skrevet af Allan Gudio Nielsen.

At dværgmusen lever i Vaserne, er ingen nyhed. Arbejdsgruppen er flere gange stødt på musens kuglerunde rede, når de med le har slået hø i reservatet. Men at musene ved højlys dag vimser rundt i vegetationen, kun få centimeter fra publikum og ovenikøbet er nærmest håndtamme, det er trods alt ikke hverdagskost.

Elegant klatrer
Dværgmusen måler kun omkring 10 cm. fra snude til halespids og er den mindste gnaver i Danmark og hører til blandt de mindste pattedyrarter i Europa. Det er en forholdsvis ny art i Danmark, som først i løbet af det sidste århundrede for alvor har spredt sig til det meste af landet, bortset fra en række mindre øer.

Når en dværgmus bevæger sig rundt i vegetationen, kan man ikke andet end beundre, hvor fantastisk en klatrer den lille mus er. Hele tiden bruger den sin lange gribehale som et ekstra støtteben og snor den ofte flere gange omkring en lille kvist, når den bevæger sig ud på en tynd gren. Musen har således ofte begge forben fri til at gribe og holde føden fast, og den behøver derfor ikke, som mange andre mus, at søge i skjul på jorden for at indtage føden.

Læs Allan Gudio Nielsen’s artikel om Dværgmusen i Magasinet Naturen nr. 4.

Vil du læse mere? Artiklen i dens fulde længde kan læses i Magasinet Naturen.